Udlevering af receptpligtig medicin
Når en dyrlæge udsteder receptpligtig medicin til et kæledyr, skal dyrlægen kunne stå til ansvar for, hvorfor man har valgt den pågældende medicin til netop dette kæledyr. Derfor kan reglerne godt virke lidt firkantede.
Regler
I grove træk betyder det:
1: Det er ikke længere muligt at få indtelefoneret recepter til apoteket. Man skal komme forbi klinikken og hente sin recept.
2: Dyrlæger er pålagt at anvende medicin PRÆCIS, som det står beskrevet i indlægssedler både hvad angår dosis, behandlingslængde og indikation.
Dvs. at hvis en hund behandles for noget vi ved af erfaring kræver 10 dages behandling, men der i indlægssedlen står 5 dage, må vi KUN give medicinen til 5 dage. Er problemet ikke løst, skal dyret tilses igen, for at kunne få yderligere 5 dages behandling. Vi kan altså ikke længere justere behandlingen via telefon og mail.
3: Kaniner volder store problemer, da de betragtes som produktionsdyr.
Man må som ejer ikke længere selv behandle sin kanin uden et medicinhåndteringskursus. F.eks. kan vi ikke udlevere smertestillende medicin efter operation, hvis ikke ejer har medicinhåndteringskursus. Desuden er der flere typer af medicin, som vi ikke må anvende til produktionsdyr.
4: Flere typer af medicin kan ikke længere anvendes uden særlig tilladelse, som først kræver ansøgning og godkendelse. Det betyder at dyrlæger skal bruge mere tid på at finde alternativer til behandling.
Den enkelte dyrlæge pålægges bøder og i værste fald fængselsstraf, hvis ikke lovgivningen overholdes.